Jordbundsundersøgelse

Jeg har læst en masse om køb af byggegrund, og hvad man skal være særligt opmærksom på af ekstraudgifter i forbindelse med nybyggeri. En af disse ting er jordbundsforholdene. Hvis der skal ske ekstrafundering pga. jordbundsforholdene, kan dette blive meget dyrt for byggeriet. Vi taler en merpris på 200.000 kr., hvis det er meget galt. Lad mig bare være helt ærlig og sige, at de penge har vi ikke. Vi har købt en dyr byggegrund pga. god beliggenhed, derfor var der ikke penge til ekstrafundering. Det var derfor vigtigt for mig, at der i købsaften stod, at såfremt der skulle ske ekstrafundering på grunden, kunne vi som køber træde tilbage fra købsaftalen, medmindre sælger valgte at betale for ekstrafunderingen.

Vi skulle hurtigt have foretaget en jordbundsundersøgelse af grunden, for at få afklaret ovenstående. Jeg ringede til flere forskellige og fik endelig et god tilbud fra GEO på 8.500 kr. inkl. moms for to boringer. Det kunne gøres med håndkraft. Vi vidste endnu ikke på daværende tidspunkt, hvor huset skulle ligge på grunden, da huset endnu ikke var tegnet, så vi måtte lave to boringer der, hvor vi regnede med huset skulle stå, for at resultatet af boringerne blev retvisende.

Resultatet af boringer viste, at der ikke skulle ekstrafunderes.

Køb af byggegrund

IMG_8024

Vi besøgte flere byggegrunde/huse til nedrivning i København og omegn. Vi ville helst blive i nærheden af byen, da vi arbejder i byen, og da vi synes godt om byens puls. Særligt blev vi forelsket i en byggegrund tæt på hovedstaden, som lå smukt på en skøn villavej og med flotte store træer. Vi kunne dog hurtigt konstatere at alting var dyrt. Det bekymrede mig, og efter et møde med banken blev mine bekymringer bekræftet: vi havde ikke råd til at bygge vores eget hus. At låne penge i banken til at bygge hus er åbentbart ikke det samme som at låne penge til køb af et hus. Der er en masse usikkerheder forbundet med husbyggeri, som banken indregner i deres belåning. Jeg var helt demoraliseret efter mødet med banken, men havde enormt svært ved at lade ideen om husprojektet ligge. Jeg lagde derfor et budget, ikke et løst budget over projektet, som jeg allerede havde lavet, men et minutiøst budget, hvor alle udgifter indgik. Det var et stort arbejde, hvor der skulle sættes tal på en masse ukendte udgifter: udgifter til advokat, udgifter til byggemodning (tilslutningsafgifter til el, vand, varme og kloak), udgifter til hus osv. For hvad koster et hus? Jeg har ingen anelse om, hvad det egentlig koster at bygge et hus. Jeg talte med en arkitekt herom, og med flere tømrere (vi vil gerne bygge et træhus). Denne fase af projektet er rigtig svær, men også vigtig, for hvis den laves ordentligt, kommer der ingen – eller få – uforudsete poster på budgettet efterfølgende.

Med budgettet i hånden og en kontantbeholdning fra et godt salg af vores egen lejlighed, gik jeg i banken igen, og denne gang sagde de (lidt modvilligt) ja til at låne os penge. Jeg var glad!

Nu kom den svære beslutning: byde på en byggegrund. Hvor vil vi gerne bo? Hvor havde vi råd til at bo? Og hvordan skulle grunden se ud for at passe til drømmehuset? Vi tog igen kontakt til mægleren af den smukke grønne grund tæt på København, og bød det beløb, som vi ifølge budgettet havde råd til at købe byggegrund for, men som lå noget under udbudsprisen.

Det blev en sej kamp, med en masse rutsjeture op og ned, da vi var flere interesserede købere, men endelig lykkedes det: vi blev ringet op af mægleren som tørt konstaterede, at sælger havde skrevet under på vores købsaftale. Jeg fik et kæmpe sug i maven, som hvis jeg havde fået en ordentlig mavepuster: nu var det sket – nu var vi ejere af en rigtig stor og dyr græsplæne! Nu rullede karosellen og alt kunne ligesom gå galt.

I købsaftalen havde vi betinget os, at vi ville få lavet en jordbundsundersøgelse, for at undersøge om husets fundament krævede ekstra fundering, og såfremt undersøgelsen viste at der skulle ekstrafunderes, skulle det ske for sælgers regning.

Sælger havde forud for købsaftalen oplyst os om, at der lå en nedgravet olietank på grunden, så vi betingede os endvidere, at såfremt olietanken havde lækket olie til jorden omkring tanken, skulle skaden oprettes for sælgers regning.

Det er to vigtige poster at være opmærksom på som køber, da det kan vise sig at blive en rigtig dyr affære at betale for ekstrafundering af dit hus og/eller betale for oprydning af forurenet jord som følge af en lækket nedgravet olietank.

Det viste sig, at der ikke skulle ekstrafunderes, og at olietanken ikke havde forurenet den omkringliggende jord, men prisen for at få fjerne olietanken blev noget dyrere end hvad vi havde budgetteret med.

Velkommen til min blog

Jeg har i mange år haft en drøm: at bygge og bo i mit eget arkitekttegnet hus. Hvis huset var der, det rigtige arkitekttegnet hus med den rigtige placering og til den rigtige pris, ville det også være helt okay. Jeg behøvede med andre ord ikke nødvendigvis gennemgå hele processen med at tegne og opføre huset fra bunden, jeg ville bare rigtig gerne bo i et flot hus. Men huset dukkede desværre ikke op, da vi endelig var klar til at købe det, og så må man jo bygge det selv;)

Da vi fik vores tredje barn, måtte vi nemlig se det uundgåelige i øjnene: det var tid til at flytte fra vores lille, men skønne, lejlighed på 62 m2 i et byggeforeningshus på Østerbro. Det var en svær beslutning, fordi vi var glade for vores hjem, vores naboer, pigernes skole og børnehave i nærheden, legekammerater osv.  Men med salget af vores lejlighed, øjnede jeg muligheden for at min drøm kunne gå i opfyldelse. Nu var muligheden der måske for at købe et arkitekttegnet hus. Drømmen blev dog hurtigt manet til jorden, da priserne i København og omegn var steget enormt. Selv med et pænt salg af vores egen lejlighed, vil der være langt til de flotte arkitekttegnede villaer, som jeg kiggede på. Jeg begyndte at regne lidt på det, og fik så den ide, at vi kunne bygge vores eget hus. Vi kunne bygge lige præcis det hus, vi drømte om at bo i, hvis vi bare kunne købe en billig byggegrund eller et billigt hus til nedrivning. Desværre er intet billigt i København og omegn i øjeblikket, og det skulle også vise sig, at “en billig byggegrund/et billigt hus til nedrivning” ikke findes. Alt er dyrt.

Min mand, som er meget mere rolig og magelig end mig, og som elsker ro, tryghed og forudsigelighed, blev noget ubekvem ved mine voksende planer om husbyggeri. Foruden økonomien, var han naturligvis bekymret for usikkerheden og rodløsheden i byggeperioden med vores tre mindre børn på hhv. 0, 3 og 6 år. Men han kender mig kun alt for godt, og da han kunne mærke, at jeg ikke var til at stoppe, sagde han, at vi kunne gøre det lige som jeg ønskede det, hvis ellers økonomien kunne holde til det. Sidenhen i processen er husprojektet dog også begyndt at vokse på ham, og han er også  begyndt at glæde sig.

Denne blog handler om vores byggeprojekt. Jeg vil tage jer med igennem de tanker, vi gør os undervejs, den modstand og de problemer vi sandsynligvis vil blive mødt med, og jeg vil forsøge at forklare noget af det praktiske, som man skal være opmærksom på, når man bygger hus.

Velkommen til MitNybyggeri.